Julehygge med lækre sunde sager helt uden tilsat sukker.
I dag kom mine søde Pilates klienter til julehygge, så det gav jo god mulighed for at få afprøvet nogle af de sundere opskrifter på julegodter, jeg har gået og kigget på noget tid. Jeg lavede 3 forskellige ting til os og ingen af opskrifterne indeholder sukker.
Raw brunkagekugler
Brunkagekuglerne er helt sikkert mine yndlings ud af de sundere julekager jeg har afprøvet indtil nu. De er virkelig simple at lave da man kun skal bruge 3 ingredienser og en blender. Hvis man laver en stor portion, som jeg gjorde, kan det godt tage lidt tålmodighed at sidde og rulle alle kuglerne, men de var bestemt tiden værd synes både jeg og mine gæster!
Opskriften har jeg fundet hos Fitspiration. Et lille tip: de smager aller bedst hvis de har stået i køleskabet mindst en halv time før servering.
Sunde vanilje”kranse”
Denne her opskrift fandt jeg også henne hos Tine Jeg lavede en rimlig stor portion og nøjedes med at bage 4 først for at smage hvordan de blev. Jeg synes at de blev lidt kedelige, så jeg kom mere vanilje og flere dadler i dejen, og så blev resten helt perfekte.
Jeg var lidt for doven til at lave fine kranse med de smagte stadig vældig godt!
Brændte nødder
Jeg havde rigtig meget lyst til nogle bagte nødder så jeg kiggede mig lidt rundt på nettet og fik så selv sammenkoblet lidt af en opskrift.
Du skal bruge: 450 g nødder, jeg brugte mandler, cashews og hasselnødder, 2 spsk smør, 2 spsk honning, 1 tsk kanel, 1 tsk vanilje pulver og 1 knivspids salt. Put honning, smør, kanel, vanilje og salt i en skål og sæt i microovnen ca 45 sek., til smørret er smeltet. Hæld over nødderne og bland godt. Spred det hele ud på en bageplade og sæt i en forvarmet ovn (160 g C). Bag nødderne i 20 minutter, husk at røre rundt i dem hver 5. minut så de ikke brænder. Tag nødderne ud af ovnen og lad dem køle af på bagepladen – rod lidt rundt i dem en gang i mellem så de ikke hænger for meget sammen.
Jeg synes at nødderne blev rigtig gode, de var ikke overdrevet søde som dem man køber på gaden, men man kunne faktisk smage nødderne, med et lækkert hint af honning og krydderier. De bliver helt sikker lavet igen!
God appetit!